Gemt i en kælder: Tidligere Michelin-kokke laver geniale pastaretter ’to go’

10. dec 2018, kl. 17:12Skrevet af: Kaspar Mørk Arianto
Trffelfest i Ny stergade Foto Kaspar Mrk Arianto
Trøffelfest i Ny Østergade. Foto: Kaspar Mørk Arianto

”Har du prøvet Pasta La Pasta”, spurgte en god bekendt mig på Facebook, efter jeg for nylig hyldede en lille flok italieneres rendyrkede pastamagi i Lyngby Storcenter.

”Nej?!” måtte jeg svare undrende og næsten ængstelig.

For hvordan pokker var det dog lykkedes mig at gå glip af – hvad jeg allerede nu godt kan afsløre er – Københavns vel nok bedste takeaway-pasta-oplevelse?

En royal verdensmester, en restaurantekspert og to italienere fra Era Ora

Pasta la Pasta åbnede i starten af september 2018, og bag konceptet står de to hovedkræfter, Martin Bøie Ipsen og Morten Paaske Christensen.

Martin har tidligere drevet den hedengangne Restaurant Ergo i Gothersgade, og har sidenhen været et velkendt ansigt i det københavnske natte- og restaurationsliv.

Morten har et gastronomisk CV af den mildest talt imponerende slags: Udlært fra Michelin-restauranten Formel B på Frederiksberg, vinder af VM for unge kokke med U25-landsholdet for en håndfuld år tilbage og kok på 3-stjernede Alinea i Chicago.

Nåh ja, så har Morten også lavet italiensk mad ved en vulkan på Sicilien OG været kok for Kronprins Frederik.

Læs også: De 10 bedste italienske restauranter i København

Morten Paaske Christensen (tv) og Martin Bøie Ipsen står bag Pasta La Pasta. Foto: Kaspar Mørk Arianto

Resten af teamet består af Domenico og Giulia, som har arbejdet henholdsvis syv og tre år på Michelin-klassikeren Era Ora på Christianshavn, som sidste år blevet kåret til verdens bedste italienske restaurant uden for Italien af magasinet Gambero Rosso.

Så er kvalitetsniveauet ligesom lagt.

Et højteknologisk miniaturekøkken

Det har taget over to år at udvikle konceptet til Pasta La Pasta, som har til huse i et lille, hengemt kælderlokale i Ny Østergade lige over for Café Victor.

Stilen er ’italiensk isbil anno 1950’ med grønne pastelfarver, glødepærer, farvestrålende Campari- og Parmigiano-plakater fra Støvlelandet og ikke mindst masser af italiensk marmor.

Foto: Kaspar Mørk Arianto

Læs også: Du får den vildeste pastaoplevelse i… Lyngby Storcenter?!

Og så er der køkkenet. Det lille bitte og åbne køkken ligner snarere noget fra en gourmetrestaurant end en gå-hjem-og-spis-biks.

(Ret skal være ret: Du kan faktisk også indtage din mad ved et af højbordene i pastakælderen.)

I køkkenet hersker skarpe linjer, pletfri orden og masser af fintunet teknologi.

Specielle pastagrave fyldt med boblende vand er indstillet til at koge forskellige typer pasta på et præcist antal sekunder. I et køleskab står alle takeaway-drikkevarer i farveorden og med etiketterne vendt samme vej.

Intet er overladt til tilfældighederne.

Parmesancreme, trøffel og dehydrerede tomater


Pyha, det var alligevel meget, man kunne skrive, før man overhovedet nåede til det, det hele drejer sig om: Pastaen.

Den er håndlavet af en lille, lokal familie i Piemonte, som Pasta La Pasta har et tæt samarbejde med. Den laves frisk på bestilling og sendes med ekspresfart til København.

Foto: Kaspar Mørk Arianto

Det lyder måske ikke som det mest bæredygtige udgangspunkt i disse transportbevidste klimatider, men til gengæld smager det helt i gennem guddommeligt, og så prøver Pasta La Pasta at kompensere med emballage, der er biobrydeligt uden at gå på kompromis med den visuelle lækkerhedsfaktor.

Læs også: De 10 bedste gourmetrestauranter i København

Kokketeamet har – med Morten i spidsen – forsøgt at inddrage teknikker og viden fra Michelin-universet for at hæve den klassiske og simple, italienske pasta til nye luftlag.

Det resulterer bl.a. i små, takkede pastapuder kaldet ’plin’ med cremet parmesansauce og sort trøffel, samt ’fagottini’-miniature-pastapakker fyldt med rosmarinkrydret ’lardo’-svinefedt.

For ikke at nævne en bolognese, som du aldrig har fået den før.

Det langtidstilberedte oksekød toppes med dadeltomater dehydreret ved 65 grader i 5-6 timer for at opnå den perfekte karamelliseringsgrad. Naturligvis!

Foto: Kaspar Mørk Arianto

Store ambitioner og fair priser

”Pasta med Michelin-drys lyder fænomenalt, men er det så ikke også stjernedyrt?” tænker du måske.

Nej, faktisk ikke. Alle pastaretterne hos Pasta La Pasta ligger lige omkring en hundredelap.

Herudover kan du få en række små småretter kaldet ‘piccola’ i prislejet 30 til 55 kr.

Af dem kan især en sublim, lufttørret trøffelskinke i papirtynde skiver og de håndrullede, piemontesiske grissini-stænger med rosmarin varmt anbefales.

Forskellige slags ‘piccola’ fra Pasta La Pasta. Foto: Kaspar Mørk Arianto

Alt i alt virker det hele uhyre gennemtænkt og nøje velovervejet hos Pasta La Pasta.

Det er der ikke noget at sige til, for ambitionerne hedder kort og godt ’verdensherredømmet’.

Først tager de København, dernæst resten af Danmark og så vil de kigge ud over landets grænser.

Én ting er sikkert: Vi hepper på Pasta La Pasta hele vejen.

Hvad: Pasta La Pasta
Hvor: Ny Østergade 5, 1101 København K
Hvornår: Mandag til lørdag kl. 11-21. Lukket søndag.
Hvor meget: 100 kr. plus/minus for en hovedret
Hvordan: www.pastalapasta.com